Drypstenhulen, Cueva del Indio ligger mindre end 10 km nord for Vinales.

Den bliver nogle steder omtalt som en rigtig turistfælde- sådan oplevede vi det ikke.

Da vi cyklede derud tidligt på formiddagen, var vi de eneste besøgende. Vi havde rigeligt med tid til at studere den udgravede boplads og gravstedet efter de oprindelige beboere, guanahatabey-indianerne, som har givet navn til hulen: Indianerhulen.

Efter at have set bopladsen gik vi alene ud af den sti som fører til hulens indgang. Her fulgte vi, stadig alene, en snørklet tunnel ned til den underjordiske flod, San Vicente. 

Her er der er en rigtig lille anløbsbro og her sad en bådmand og sov i sin båd. Vi steg ombord og han sejlede os dybere ind i hulen. Helt inde, da vi er vendt om, slår bådmanden motoren fra og lader os drive stille med strømmen.

I gangene var der dæmpet belysning men her ude på vandet er der helt mørkt. Sådan må det være at sejle på Styx, den underjordiske flod i  de antikke grækeres dødsrige.

Ved udsejlingen ligger et traktørsted hvor vi satte os ned med en ’refresco’ af friskpresset sukkerør og limesaft.