Længere henne i mørket lyder det somom luften er begyndt at synge, og da vi kommer til en ny sal er det om os overalt. Flagermusene. Det vi kan høre er deres sociale lyde, måske advarselsskrig! Deres orienteringslyde har en frekvens som er for høj for det menneskelige øre.

Med pandelygterne fanger vi de små flyvere i lyset og ser hvordan de fylder rummet omkring os. Og ved forenede pandelygters kraft lykkes det at få et foto af dem.

I hulninger på klippesiden sidder små, bløde flagermusekroppe, i grupper. Deres hud sitrer af deres hjerteslag og puls. Det er fristende at røre ved dem.

Vi går videre og undervejs finder vi både slanger og store firben. Men flagermusene er nummer et! Tænk at de synger sådan! Tænk at man kan høre det!

Hvis dette sted havde været åbnet for turister så havde guano og ammoniakstank nok været fjernet, man havde sat dæmpet lys op, så flagermusene var forsvundet. Og man havde helt sikkert støbt et plant underlag i gangene og bygget trapper ved skrænterne. Det ville bestemt ikke have været nær så spændende som det er nu.