Tæt ved toppen er der et sted hvor vi putter alt det vi ikke skal have med ned i hulen. Derefter bliver vi ledt hen til åbningen. Vore guider giver os deres gule sikkerhedshjelme og vi er parate.

Midt i alt det grønne er der en sprække som ikke er meget bredere eller højere end en almindelig køleskabsdør.Vi bliver instrueret i at passe på hovedet, og i ikke at røre ved underlaget. Indenfor i hulegangen er der mørkt. Rigtig mørkt. Næse og svælg fyldes af en kraftig og stikkende lugt af ammoniak. Vi går på et flere tykt lag af flagermuselort. Og det er lettere sagt end gjort, at vi ikke må røre ved underlaget, for indimellem kan vi ikke gå men må kravle eller ligefrem skubbe os frem på ryggen. Flagermuse-guanoen er blød og eftergivende som underlag, men den er jo antagelig også fyldt med svampesporer som vi helst vil undgå.

Det er svært at sige hvor langt vi bevæger os ind i midten af mogotten. Der er mørkt og gangen er snoet og går skiftevis op og ned. Den er dannet af underjordiske floder hvis løb forlængst er sunket dybere ned. Vores guide har for nogle år siden brugt mange måneder på at kortlægge det underjordiske system af gange, vandløb og søer. Han kender det som sin egen bukselomme. Vi er i sikre hænder.