Efter nogen tid – måske en halv time –kommer vi til ”katedralen” og her skal vi fire os ned for at komme videre. Mens Claes og jeg venter på afsatsen undersøger vore guider forholdene. Rebet bliver fæstnet på en stalagmit i et system med dobbeltreb og karabinhager og så kravler den ene af vore venner i forvejen. Fra den første afsats rykker han til for at prøve om rebet er fæstnet og vi ser forbløffede til mens den lille kalkstens stalagmit brækker af og rebet følger efter vor ven ned i dybet. ”Se fue”, siger vores guide. ”Det forsvandt” og så fortæller han os at det er derfor de så omhyggeligt prøver det hele af inden vi skal klatre ned, de sætter sikkerheden højt. Lidt efter er rebet fæstnet et sikkert sted, og det er vores tur til at klatre ned.

Udfor kanten er der bare mørkt og vi har ingen anelse om hvor langt der er ned. Men at dømme efter hvor langt rebet er, så er det tæt på en 25 – 30 m af dem som vi lige møjsommeligt er gået op udenfor. Denne hule, Cueva el Cable, er nogle steder op til 160 m dyb.

For hver etape klatrer den ene af guiderne i forvejen. Da jeg ikke kan se andet end klippesiden lige foran min næse, og altså ikke kan se hvor langt ned der er, så oplever jeg det som ganske trygt.

Efternogen tid er vi på en afsats, og den skal vi henad selvom hulrummet fortsætter længere ned endnu.