Et skilt viser hen til klippehuler med udskårne gudefigurer.

”Den grønne Skovhule”, ”Jadehulen” og ”Dragens Dyb”. Dunkle, fugtige rum med blankslidte stenguder og relieffer med indskrifter på sanskrit. Vi følger en sti på ydersiden af bjerget, opad og rundt. Fra klippesiden bliver vi betragtet af afslappet tronende Buddhaer, Bodhisattvaer samt andre guder og gudinder hvis navne vi aldrig har hørt, og hvis magt vi ikke kender til. Helt op til toppen og helt ned igen af en anden smal, snoet sti.

Og der ligger templet. Kronragede munke i gyldne dragter, luften tyk af røgelse. I Vogternes Hal ligger tre alvorlige og mørkklædte mænd på knæ og beder. Den gyldne Buddha er gigantisk, og vi er så små. Da de, som ved, begynder at gå i retning af en dyb rungende metallyd, følger vi efter og finder ind til et rum hvor 25 – 30 munke, i dragter som solnedgangens farver, messer en bøn til lyden af bløde slag på en mandshøj mørknet bronzeplade. En ældre munk læser op af et skrift og tilskuerne svarer med mumlen og ærbødige buk.

Bagefter lykkes det os at finde ”Himlen udenfor himlen”, og skønt ingen taler engelsk her, så får vi bestilt en tallerken kød, en tallerken røde chili, 2 skåle ris og vand.

Med overfyldte maver begiver vi os vi ned af bjerget. Vi løber de sidste kilometer. Vi vil ikke at de andre i rejseselskabet skal vente på os. Da vi kommer til dæmningen, er det næsten mørkt. Ved kanten fordobler træerne sig i vandspejlet så vi bliver helt svimle af al den blankhed, ude på midten pulserer tågen ind over stien og vi går midt i intet.