Det var i 1977. Jeg skulle i gang med den afsluttende i spansk og besluttede at tage 3 måneder på sprogskole i Sevilla for at få styr på det mundtlige. Det var dyrt men nødvendigt, og jeg havde, ved siden af studierne, arbejdet som kontorvikar hele vinteren for at spare sammen til det. Allerede i slutningen af maj måned tog jeg af sted.
På hostalet hvor jeg havde lejet mig ind, boede der også en spansk mand på min egen alder. Han var i byen for at besøge sin forlovede. Selvom bryllupsdatoen var fastsat til senere på året var det dengang, i Spanien, utænkeligt at han kunne bo hos hendes familie.
Det var gennem hans forlovede, Aida, at jeg lærte Joaquín at kende. Eller også lærte jeg ham bare selv at kende en af de morgener hvor jeg sad i skyggen på hostalets flade tag og spiste min morgenmad. Jeg kan ikke huske det.
Men der gik ikke ret længe inden vi fire var sammen det meste af tiden.
Joaquín og Antonio var studiekammerater fra Salamanca. Og det var Joaquíns forældre som ejede hostalet og købmandsbutikken.
I week-enderne kørte vi i Antonios bil med madkurv op i bjergene. Vi var til havefest hos Aidas forældre og vi var til FerÍa med Joaquíns forældre og hans lillesøster.Vi gik ture i Maria Louisa parken, og det eneste foto jeg har af os er taget i en robåd dér, foran Plaza de España. Desværre er det ikke fokuseret rigtigt: Vore ansigter anes bare som to slørede klatter. Til gengæld ser man tydeligt Joaquíns højre hånd som forsøger at få mit hår viklet ud af de tre spinkle sølvkæder med perler på, som hænger ned fra mit øresmykke.

Det helt utrolige indtraf da min familie uventet dukkede op på vej i bil til et hus de havde lejet udenfor Malaga.
Min far og Joaquíns forældre fattede straks sympati for hinanden. Far talte godt spansk, da han som ung havde boet i Argentina . Hertil kom at han og Joaquíns forældre var lige konservative. Det gjorde indtryk på mine forældre da Joaquíns mor gav til kende at hun følte et vist ansvar for de unge sprogskoleelever, selvom hun da godt vidste at de var voksne. Det var sidst i juli og på det tidspunkt havde de fleste udenlandske piger på sprogskolen fundet sig en spansk kæreste som de ugenert lod sig kramme og kysse af på gader og i parker.


Min familie blev kun i Sevilla et par dage og jeg indviede dem ikke i hvad jeg iøvrigt foretog mig. Jeg var glad for at de tog afsted så hurtigt.
Efter at de var taget af sted begyndte Joaquíns mor at invitere mig til at spise sammen med familien


Da tiden nærmede sig hvor opholdet på 'Lengua viva' skulle slutte, begyndte Joaquín at lægge planer. Jeg skulle tage hjem, skynde mig at få min eksamen overstået og så komme til Sevilla igen. Han var på det tidspunkt også blevet færdig som lærer og indtil vi kunne få vort eget kunne vi bo hos hans familie. Hvad sagde jeg?


Jeg tog tilbage til Århus og universitetet.
De første uger var savnet næsten fysisk virkeligt. Når jeg faldt i søvn om aftenen mærkede jeg at hans krop lå ved siden af mig, jeg vågnede om natten og troede det var hans åndedræt jeg hørte, og i de tidlige morgentimer var det somom jeg, halvt sovende, følte hans krop i min.

Jeg måtte bruge alle mine kræfter for at koncentrere mig om studiet. Jeg isolerede mig, kom kun til timerne på universitetet, gik lige hjem bagefter og læste til langt ud på natten. Og langsomt fik jeg trængt savnet i baggrunden.
Da selve eksamen nærmede sig for alvor begyndte jeg at udskyde besvarelsen af hans breve.
Pludselig opdagede jeg at jeg en hel dag ikke havde tænkt på ham. Senere kunne der gå en hel uge. Jeg svarede ikke længere når han skrev og lagde knap mærke til at der på et tidspunkt ikke kom flere breve fra Sevilla.
I januar afleverede jeg mit speciale og gik op til de sidste mundtlige prøver. Det gik over al forventning. Da det blev sommer flyttede jeg sammen med den mand der blev far til de to børn, jeg nu er på ferie med.

Da mine børn og jeg hen ad middagstid vender tilbage til hostallet beder jeg min datter om at stikke ind i receptionen efter nøglen. Siestaen tilbringer vi i skyggen på det flade tag. Jeg ligger og døser men genkender ham med det samme da han kommer op for at vande blomsterne.
Han er stadigvæk slank, hans hår er gråt ved tindingerne og læberne er blevet smallere. Men det er ham. I tankerne har jeg allerede rejst mig og givet mig til kende. Men der er ingenting hos ham der antyder at han ville huske. Det får mig til at tøve så han når at gå igen.
Lidt efter kommer han tilbage, nu med en kurv med vådt vasketøj. Jeg har god tid til at studere ham mens han hænger det op. Og nu som dengang bliver hele min krop fyldt af lyst til at røre ham, være tæt på, blive omsluttet af ham og omslutte ham. Men han kigger ikke i min retning og jeg bliver liggende med næsten lukkede øjne bag solbrillerne.
Jeg ville gerne vide om hostalet er hans nu, om han er lærer og bare passer hostalet mens hans forældre har en fridag, hvad der blev af Aida og Antonio. Men allerhelst vil jeg vide hvilke andre kvinder der har været i hans liv. Og om der er en kvinde nu?
Den nat drømmer jeg de samme drømme som dengang jeg første gang rejste hjem fra Sevilla.

De følgende dage er han ikke på hostallet. Receptionen passes af den gamle mand som lukkede os ind og en jævnaldrende kvinde som jeg heller ikke genkender.
Den sidste aften inden vi skal rejse videre er vi til guitarkoncert i La Carbonería. Og skønt koncerten er sent færdig bliver vi enige om at gå hen til vores yndlingscafé på Plaza de los Cruces en sidste gang. Mens min søn og min datter går op til baren for at finde ud af hvad vi skal have sidder jeg og nyder. Der flyver flagermus under palmernes kroner, på træerne som afgrænser cafépladsen fra gaden hænger der appelsiner , grønne, gule og orange. Fra restauranten overfor dufter det af lam på grill og ved bordene drikker de unge Carlsberg og kæler åbenlyst med hinanden.

Han sidder alene ved et bord i udkanten af pladsen. Foran sig har han et halvtomt glas med rød vin. Han rejser sig og et kort øjeblik tror jeg at han kommer hen og sætter sig ved mit bord. Men han fortsætter forbi og ned ad gaden mod hostallet.

Næste morgen skal vi tidligt af sted. Jeg beder min datter, som er bedre til spansk end min søn, om at afregne og aflevere nøglen mens jeg går ud for at vente på den taxa som er bestilt.
Da vi en times tid senere er på vej i toget mod Malaga lukker min datter sin taske op og finder en kuvert som hun rækker til mig. "Afregningen", siger hun. "Hvad er det for noget hårdt noget der er i den?".
Jeg lukker op. Sammen med bilaget for vort ophold ligger et øresmykke: Tre spinkle kæder af oxyderet sølv, med hver sin farvede perle for enden.