Vi var 7 ialt: Annemette, Pernille, Susanne, Lene, Lisbeth, Mette Sø og mig!

Pernille og Annemette havde undfanget ideen og taget det store slæb med forberedelserne: planlægge ruten, kontakte os andre, sørge for det praktiske med selve køreturen og reservere plads på hotel og overnatningssteder i bjergene.Vi andre havde stort set bare sagt JA til ideen om at tage af sted.

Vi kørte selv de 1500 km ned til hotellet hvor vi overnattede den første nat. Det vil sige: de rutinerede chaufører blandt os, de kørte. Jeg har været uden bil de seneste17 år og min kørselsrutine er derefter.

Nogen af os havde prøvet at vandre før – for andre var det første gang. Men ingen af os har lyst til at det skal være den sidste.Vi har masser af gode ideer og planer. Og erfaringer som skal hjælpe os i forberedelserne til næste gang. Blandt andet vil vi have vandrestave med næste gang.

Nogen af os kendte hinanden, men ingen af os kendte alle de andre.Vi rejste i slutningen af september og vejret var kanongodt. Sæsonen for tordenvejr var overstået, det var tilpas køligt, men sol og høj himmel det meste af tiden. Også om natten, og sikke en stjernehimmel!

Og hvorfor lige Triglav? Vistnok fordi Annemette havde været der før men ikke været helt oppe på toppen. Så hun var bare nødt til at tage derned igen. Vi er fire andre, der har det på samme måde nu. 

Jeg kunne skrive meget mere om den tur. Jeg forstår slet ikke det kun var så få dage. Men de var så mættede og for mig så helt overrumplende specielle. Ikke mindst fordi det var en ren tøsetur. Det gav mig en særlig energi som jeg har svært ved at finde ord til. Herligt!